Nulstil dit liv – Læs mere

juli 26, 2022
Helle Brinch
Sommerferien er den perfekte tid til at mærke efter, hvilket liv du ønsker at leve og nulstille dit liv.
Men hvorfor er det, at det er så svært at tænke ud af boksen og vælge det liv vi ønsker at leve. Uden at skelne til hvad andre gør og andres indkomst?
Jeg sagde mit job på TV 2 op for 19 år siden. Dels havde min datter astmatisk bronkitis og dels passede det mig ikke at arbejde 40 + timer om ugen. Og selvom hun i dag er 21, passer det stadig ikke mig og min livsstil at arbejde meget mere end ca 30 timer om ugen. Jeg elsker fritid, fleksibilitet og frihed. Desuden er jeg en meget bedre udgave af mig selv overfor mine medmennesker og kursister/klienter, når jeg ikke arbejder mere.
Men jeg kommer nemt til at sammenligne mig med andre; “burde jeg ikke arbejde mere”, “skal jeg ikke gøre mig mere umage, hvis jeg vil overleve”, “de andre tjener meget mere end mig” og så ryger jeg tilbage i det gamle spor og kommer til at arbejde mere end jeg egentlig vil.
Jeg ved, at det ikke gøre mig lykkelig at arbejde mere, tjene mere eller at sammenligne mig med andre. Det gør mig lykkelig at lytte til mit hjerte og gøre PRÆCIS det, som mit hjerte banker for. Også selvom det er angstprovokerende at afslutte noget, opsige noget eller gøre noget helt nyt, som jeg ikke aner hvordan kommer til at gå.
For 21 år siden begyndte jeg at lide af søvnløshed. Selvom den næsten er forsvundet, fungerer den i dag som en radar for, hvad der er sandt for mig. Følger jeg ikke denne radar, får jeg dårlige nætter.
Kender du din radar? Det kan være angst, stress, depression, irritation, afhængighed, mani etc. Når din krop er i ubalance, prøver den altid at fortælle dig noget som er værd at lytte til.
Jeg bruger derfor den sidste uge af min sommerferie på at nulstille mit liv ved at slappe af, få mediteret og få lyttet til min krop, mit hjerte og min sjæl. Hvilken vej vil den have mig? Hvad skal ændres, droppes eller opstartes? Hvad gør mig glad? Hvad er vigtigt at bruge tid på.
Tid er jo i bund og grund kærlighed, da tid er det eneste vi har i dette liv. Tid til at være her.
Vi lever i et samfund der har en norm om, at vi skal arbejde 38 timer om ugen og købe en masse materelle ting vi nok ikke behøver. Og derfor har vi sjældent TID, hvilket er lidt paradoksalt. Men vi glemmer ofte, at det er os selv der bestemmer over vores TID og vores LIV.
Husk det liv du lever kun tilhører dig. Ikke din partner, forældre, samfundet eller eventuelle chef. Det er dine værdier der er vigtige. Det er din passion der er din drivkraft. Ellers risikerer du at løbe tør for energi.
Jeg håber du får tid til at lytte til dig selv ❤️
Du kan eventuelt få hjælp til at lytte indad via mine meditationer: https://www.hellebrinch.dk/gratis-meditationer-hypnose-og-terapeutiske-meditationer/ (Password får du ved tilmelding til nyhedsbrev)