Spiritualitet – hvorfor er det så tabuiseret?

november 10, 2015
Helle Brinch

Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der fandtes noget mere i verden, end de fysiske ting vi kan se. Og selvom jeg altid har ønsket at kunne kommunikere med Gud og universet, har jeg som voksen vendt blikket væk fra denne verden og grint af mennesker, der var alt for optagede af den spirituelle verden.

Disse fordomme begyndte at ændre sig for ca. 11 år siden, idet min første hypnose-klient, som jeg havde  på sofaen hjemme i dagligstuen, vendte tilbage til et tidligere liv under en session. Jeg havde lavet en såkaldt  “følelses-bro”, hvor man beder underbevidstheden tage klienten tilbage til den første hændelse i livet, hvor den pågældende følelse opstod. Klienten kom tilbage næste session, havde undersøgt alle de data der var fremkommet under sessionen og kunne verificere alle de oplysninger vi havde fået under hypnosen.

Flere af mine klienter vendte tilbage til tidligere liv, når jeg lavede regression, og jeg begyndte at læse en del litteratur om emnet. Jeg kunne ikke længere lukke af for, at vi har en sjæl og at denne sjæl har en hukommelse om tidligere liv og en tilstand mellem de fysiske liv.

Da jeg i 2008 blev introduceret til ThetaHealing, med lovning om, at jeg på kurset ville lære at kommunikere med universet, var jeg ikke længere i tvivl om, at dette måtte jeg lære. – Jeg vidste også, at jeg selv ville komme til at undervise i ThetaHealing.

Kort fortalt er ThetaHealing en metode hvor du via en meditativ metode kommer i Theta-hjernebølger, som man kalder “den universelle hjernebølge”. Her kan du kommunikere med universet og få hjælp til bl.a at identificere de underbevidste overbevisninger og programmer, som holder dig fast i gamle mønstre og adfærd. Ved hjælp af den universelle energi kan du opløse disse, og erstatte dem med nye, konstruktive overbevisninger. – En meget enkel og samtidig virkelig effektiv metode!

Videnskabelig dokumentation for den spirituelle verden
Videnskabsmænd, som Max Planck, har forlængst bevist, at universet består af en intelligent matrix. Den anerkendte cellebiolog, Bruce Lipton, måtte overgive sig og er blevet spirituel gennem sin forskning, da han har opdaget, at bevidstheden er fordelt i alle kroppens celler. Denne bevidsthed er skabt energetisk og kan kun ændres energetisk, skriver han blandet andet i sin bog: “Intelligente Celler”.

Og selvom alt hvad jeg laver i ThetaHealing er videnskabeligt bevidst og anerkendt – måske ikke i Danmark, men i USA, er det stadig tabu i Danmark, at snakke om spiritualitet. Når jeg henvender mig til journalister vedr. ThetaHealing, er de meget usikre på, om deres læsere “er klar” til emnet.

Et land hvor pornoen er mere synlig end spiritualiteten
Da jeg i 2011 var på et kursus i ThetaHealing i Indien, møder jeg er kvinde fra Dubai. Hun arbejder på en tv-station, men underviser også i ThetaHealing, og glæder til sig og holde kursus. I mellemøsten og Indien er ThetaHealing virkelig udbredt og mange har lært teknikken, blot for selv at have forbindelsen. Jeg fortæller hende, at jeg ikke forventer så meget, da danskerne ikke er lige så klar til at have denne spirituelle forbindelse endnu. Hun udbryder straks: “hvor er det paradoksalt, I var det første land til at frigive pornoen, men tør ikke frigive spiritualiteten..” – Og hvor har hun ret, det er da paradoksalt, at pornobladene er mere synlige på hylderne i bladkioskerne end de spirituelle blade!!

Hvad er vi så bange for?
Når jeg underviser i spirituelle kurser, hører jeg, at mine kursister ofte frygter at åbne op for deres intuition og spiritualitet. De frygter at blive set ned på af andre og frygter at bliver erklæret uintelligente og naive, hvis de tror på noget der ikke kan verificeres.

I Danmark og Norden er vi i højere grad end den øvrige verden afhængige af videnskabens dokumentation. Er det ikke dokumenteret og verificeret, er vi naive hvis vi tror på det. Vi hælder mere til videnskaben end til egen intuition, i frygten for at være anderledes, naive og måske endda bindegale – da det vi “ser” ikke kan bevises.

Dette er igen ret paradoksalt, idet at jo mere du kommer i kontakt med dig selv, din sjæl og inderste essens, jo mere kommer du i kontakt med din “inderste sandhed” og vil i virkeligheden være svære at manipulere og forføre jo mere du er i kontakt med den universelle stemme.

Jeg tror vi er bange for at blive forført af kvaksalvere, der er ude på at snyde os, da vi har en lang historie med kirker, der har påført os en tro og taget magten over os gennem denne tro. Jeg tror vi er bange for den “magt” det kan give, at kunne kommunikere med universet. Jeg tror vi er bange for at skille os ud fra mængden og blive anderledes og ensomme, hvis vi åbner op og jeg tror at vi er bange for at gøre forsøget – og opdage at vi ikke har evnerne…

Alle har evnerne, så jeg kan kun anbefale dig at give det et forsøg. Har du først fået forbindelsen, ønsker du aldrig at miste den igen.